Staycation og et godt detailsalg sikrede det danske bryggeri Royal Unibrew et godt tredje kvartal.

Godt sommervejr og sommerferie i hjemlandet var medvirkende til et fornuftigt regnskab for Danmarks næststørste bryggerikoncern, Royal Unibrew, i tredje kvartal.

Det fremgår af selskabet regnskab for tredje kvartal.

BryggerietRoyal Unibrew, der ejer ølmærker som Albani, Faxe og Ceres, kom ud af kvartalet med et overskud før skat på 603 millioner kroner. Det er over 100 millioner kroner mere end i tredje kvartal i 2019.

Ud over det gode sommervejr var et fortsat godt detailsalg medvirkende til det positive kvartal. Restaurantgæsterne i Italien var derudover mere tørstige, end hvad man havde forventet.

I flere lande blev coronarestriktionerne løftet over sommeren, hvilket hjalp til, at påvirkning fra corona ikke havde helt så stor indflydelse på forretningen i sommermånederne, oplyser selskabet.

I Unibrews vesteuropæiske marked, der tæller Danmark, Tyskland, Italien og Frankrig, gik salget også op sammenlignet med tredje kvartal i 2019.

Omsætning landede på 1,13 milliarder kroner mod 1,02 milliarder kroner i samme periode året forinden.

Ser man på årets første ni måneder er der dog tale om en tilbagegang på tre procent i omsætningen i det vesteuropæiske marked sammenlignet med sidste år.

I Danmark alene oplyser Royal Unibrew, at selskabets "On-Trade"-forretning - altså salg til restaurationsbranchen - blev forbedret i sommermånederne. Men i september blev den atter påvirket af nye restriktioner.

I fjerde kvartal forventer Royal Unibrew ligeledes at blive ramt af nye coronarestriktioner verden over.

Igen er det specielt salg til restaurantbranchen, der rammes.

I oktober faldt salget til restauranter med 40 procent. Ølsalget faldt en smule mere end salg af læskedrikke.

Derudover ventes grænsesalget mellem Tyskland og Danmark at blive påvirket af karantæneregler fra 8. november, oplyser det danske bryggeri.

/ritzau/