Københavns Kommune og Realdania har solgt multiarenaen Royal Arena til den amerikanske koncertarrangør Live Nation.

Det skriver kommunen og Live Nation i hver deres pressemeddelelse.

Det er i forvejen Live Nations datterselskab Danish Venue Enterprise, som står for driften og udlejningen af Royal Arena.

Parterne har ikke ønsket at oplyse salgsprisen, men anlægningen af arenaen kostede sammenlagt 1,4 milliarder kroner.

Salget og den endelige overdragelse ventes at blive gennemført i anden halvdel af 2026.

Royal Arena stod færdig i 2017 og har siden da lagt hus til koncerter med danske og internationale artister som Metallica, Billie Eilish, Lukas Graham og Justin Timberlake.

Derudover bliver forskellige sportsbegivenheder også afviklet i arenaen.

Royal Arena har plads til op mod 17.000 siddende og stående gæster til dets arrangementer.

- Siden den første koncert i 2017, hvor Metallica gik på scenen, har danskerne elsket denne fantastiske bygning, siger direktør i Royal Arena Anders Kjørup.

- Nu, som både ejer og operatør, er Live Nation endnu mere engageret i arenaen og det omkringliggende område, og vi ser frem til at udvikle det i mange år fremover.

Live Nation, der har hovedsæde i Californien, beskriver sig selv som verdens førende selskab inden for live underholdning.

Selskabet står blandt andet bag billetplatformen Ticketmaster.

Foruden Royal Arena driver Live Nation i forvejen en række store arenaer i byer som Dublin, London og Amsterdam.

/ritzau/