Tusindvis af højtbetalte job kan blive overfløddigjort, fordi de kan overtages af robotter.

For når kunstig intelligens for alvor bliver foldet ud, vil en stor mængde jobs i finansverdenen overtages af robotter.

Det skyldes de avancerede algoritmer, de kan skabe.

Sådan lød vurderingen fra professor Marcos Lopez de Prado, der fredag talte ved en høring i Repræsentanternes Hus i den amerikanske kongres.

»Finansielle maskiners læring skaber et antal udfordringer for de 6,1 millioner ansatte i finans- og forsikringsindustrien, hvoraf mange vil miste deres job,« sagde Marcos Lopez de Pardo, professor på Cornell University i USA, ifølge finansmediet Bloomberg.

At de mister deres job skyldes primært, at de ansatte ikke er uddannet i at arbejde med algoritmer, forklarede han.

Brugen af algoritmer har allerede automatiseret titusindvis af job, skriver mediet.

Det har for eksempel kostet jobbet for folk, der arbejder med investeringsporteføljer eller risikovurderinger, hvor algoritmer på baggrund af store mængder data kan udføre et mere præcist arbejde.