»Efter at have knoklet med at udvikle Madklubben i 13 år, så føles det, som om man fra den ene dag til den anden får revet sit eksistensgrundlag væk under sig. Hvem pokker havde lige set coronakrisen komme?«

Sådan spørger ejer og grundlægger af restaurantkæden Madklubben Anders Aagaard. Madklubben, som i sine 13 år lange historie aldrig har mødt en større krise end coronakrisen.

»Da jeg lavede min strategipræsentation for nogle måneder siden, havde vi ikke en verdensomspændende pandemi. Der gik bekymringerne på noget helt andet. Pludselig står statsministeren i fjernsynet og siger, at nu lukker vi grænserne, vi lukker skolerne – vi lukker fucking alt,« siger Anders Aagaard.

Madklubben-ejeren beskriver de sidste par uger som særdeles turbulente, og derfor var det også en lykkelig Anders Aagaard, der fredag eftermiddag kunne give sine 750 ansatte en glædelig nyhed.

På trods af krisens hårde tag i restaurationsbranchen kan han med hjælp fra regeringens lønkompensationspakke sikre sine 750 medarbejdere deres job.

»Der er ikke nogen fyresedler, der er ikke nogen dommedagsscenarier, vi bliver sgu ved. Det har været fantastisk at kunne fortælle. Det har været en god dag,« siger Anders Aagaard.

Lønkompensationspakken er dog blot en del af løsningen, for den alene ville ikke kunne sikre medarbejderne, hvis ikke der blev spyttet ekstra beløb i puljen.

Derfor har Anders Aagaard givet afkald på sin egen løn, mens også ledende medarbejdere og partnere har valgt at gå ned i løn, så Madklubben kan beholde sit personale.

De ting kombineret gør, at alle 750 ansatte – både dem på fuldtid og på deltid – vil modtage den løn, de plejer.

»Jeg har hæftet mig ved, at der er en stærk kampånd hos mine kolleger og medarbejdere. Flere af dem har smidt deres egen løn oveni. Det glæder mig, men jeg sidder også og ærgrer mig over, at jeg skal sige ja tak til, at folk kan smide i kassen,« siger Madklubben-ejeren og fortsætter:

»Jeg håber fandeme, at jeg kan komme ud på den anden side og give dem alt tilbage.«

Madklubben består af 21 restauranter med forskellige koncepter. I 2019 havde kæden 1.200.000. For tiden kan man smage mad fra kædens mange restauranter som takeaway.