Kasi-familiens revisor vækker opsigt, efter smykkefirmaet Amazing Jewelry har offentliggjort sit seneste regnskab.

Familiens revisor fra PKF Munkebo Vindelev kan ifølge finans.dk nemlig ikke stå inde for regnskabet. Regnskabet viser et underskud på 9,6 millioner kroner efter skat, hvilket har slået bunden ud af egenkapitalen.

Revisoren har givet regnskabet den sjældne afkræftende konklusion og valgt ikke at anbefale generalforsamlingen at godkende regnskabet. Regnskabet er aflagt med fortsat drift for øje. Det kræver imidlertid ny kapital, og at de eksisterende kreditfaciliteter udvides, lyder det fra revisoren.

'Vi er ikke blevet forelagt bevis for, at disse forudsætninger vil blive opfyldt. Vi tager derfor forbehold for, at årsregnskabet er aflagt under forudsætning af fortsat drift,' skriver revisoren i sin påtegning af regnskabet.

Her ses Jesper Kasi Nielsen
Her ses Jesper Kasi Nielsen Foto: Thomas Lekfeldt
Vis mere

Revisoren fremhæver samtidig tre lovbrud, som firmaet har begået i regnskabsåret. Selskabet har angiveligt ikke overholdt de påkrævede tidsfrister i selskabsloven for en generalforsamling i forhold til kapitaltab.

Oven i det er der ifølge avisen givet et ulovligt aktionærlån til firmaets direktion, der udgøres af Kasi-Jespers søster, Annette Nielsen. Mellemværendet er udlignet efter statusdagen.

Amazing Jewelry har desuden i strid med kildeskatteloven udbetalt løn til udenlandske ansatte uden at indberette det til Skattestyrelsen.

Kasi-familien er især blevet kendt, fordi det igennem mange år var familiens firma, der havde rettighederne til at sælge Pandora-smykker på det europæiske marked.