Det er med jævne mellemrum, at debatten om den omstridte franske spise foie gras er oppe i pressen og de sociale medier.
Senest har det haft konsekvenser for en nyåbnet restaurant i Kolding, der har været nødsaget til at ændre deres menu.
Restaurant Bror Ditlev har fået kritik på Facebook af brugere, som mener, det er forkasteligt, at de serverer foie gras.
Det skriver blandt andet lokalmediet TV Syd.
»Der var anmeldelser, der sagde, at maden var dårlig, og at betjeningen var elendig og så videre, og det fra folk, vi aldrig har set i restauranten,« siger indehaver Rasmus Vemmelund.
Han mener, at det er en unfair kamp, fordi de ifølge ham ikke har nogen jordisk chance for at forsvare sig mod alle kommentarerne.
Lokalmediet har talt med Henrik Messmer, der er informationschef i Horesta. Han beretter, at det er helt almindeligt, at Horestas medlemmer kæmper mod dårlig omtale.
Det kan ifølge ham i værste fald føre til, at de må dreje nøglen om.
Det har formentlig også været en af årsagerne til at Rasmus Vemmelund og holdet bag Bror Ditlev nu har fjernet den kontroversielle spise fra deres menukort.
Til Ugeavisen Kolding forklarer han, at restaurationen er blevet truet af facebook-brugere, om at de ville demonstrere foran restauranten, hvis de ikke fjernede det fra menuen.
»Vi valgte at tage det af menuen, for man er nødt til at vælge sine kampe med omhu. De her mennesker er jeg ikke interesseret i at diskutere med, for det er fanatiske mennesker,« siger han.
Bror Ditlev genåbnede med nyt koncept og på en ny lokation for blot tre uger siden.
