November og december er ekstremt vigtig for restaurationsbranchen med de mange julefrokoster og julearrangementer.

Det har Restaurant Kudskehuset i Jystrup mærket – på den hårde måde.

Facebook skriver Kudskehuset – som ligger så smukt, så smukt ved Skjoldenæsholm skov nord for Ringsted og beskriver sig selv som 'perlen i skoven' – at der ikke er andet at gøre, end at dreje nøglen om og lukke.

Netop på grund af vinterens arrangementer. Eller rettere; manglen på samme.

»Det er med den største sorg at vi må indse, at vi ikke kan holde hjulene i gang i 'Restaurant Kudskehuset' i Jystrup,« lyder det fra restauratørerne i Facebook-opslaget.

De har virkeligt kunnet mærke, at kunderne er blevet ramt af inflationen og den generelle økonomiske afmatning.

Eller hvad der ellers er årsagen til, at arrangementet 'Girls Night' og restaurantens julefest begge måtte aflyses på grund af det, restauratørerne kalder 'rekordlav tilmelding'.

Og ikke nok med det.

»Samtidig har 75 procent af vores vinterselskaber valgt at aflyse. Vi har stor forståelse for den stramme økonomi, vi alle har i denne tid, men det efterlader desværre kun os ét sted. Vi må lukke helt ned for alle aktiviteter pr. 1/1 2023,« skriver restauratørerne og tilføjer, at det er »en enormt tung beslutning«.

Kudskehuset leveres dermed tilbage til Svenstrup Gods, som ejer ejendommen. Men ifølge restauratørerne har godset ikke på nuværende tidspunkt planer om at fortsætte driften af restauranten på egen hånd.

Derfor håber de, at en ny restauratør melder sig på banen.

Kudskehusets sidste åbningsdag bliver anden juledag, hvor der er julebord, og restauratørerne lover både kolde øl og masser af snaps.

I modsætning til de mange aflysninger og arrangementer, der ikke kunne gennemføres på grund af lav tilmelding, melder Kudskehuset om tæt på fulde huse på den absolut sidste åbningsdag.