Dét skal fejres!

De seneste10 år har været tæt på én lang succes for ejerne af Flammen-restauranterne, men medarbejderne står for en stor del af æren, lyder det.

På søndag markerer familien, der står bag kød-kæden, jubilæet med en stor fest for de 700 medarbejdere.

'Den udvikling, Flammen har gennemgået, er i allerhøjeste grad vores mange dygtige medarbejderes fortjeneste, så derfor skal de naturligvis være med til at fejre fødselsdagen,' siger Flammens administrerende direktør, Piet Klein, i en pressemeddelelse.

Søndag i denne uge bliver medarbejderne kørt til Hotel Kolding Fjord, hvor den store fødselsdagsfejring kommer til at foregå.

Uden medarbejdere er det svært at holde restauranter åbne, og det tager Restaurant Flammen konsekvensen af.

De lukker samtlige 15 restauranter på søndag, så medarbejderne kan feste igennem uden at tænke på opvask, servering og kød-buffeter.

I 2018 præsenterede Flammen et overskud på 1,6 millioner kroner. Et utilfredsstillende resultat, som man i øjeblikket kæmper for at rette op på, men altså ikke på søndag.