Der er i den grad vokseværk hos butikskæden Normal. På alle fronter.

Ikke mindst i det netop offentliggjorte regnskab, der fredag har sat ny rekord set i forhold til overskud.

Her lyder plusset på 463 millioner kroner, og det er en stigning på 68 procent i forhold til seneste regnskab:

  • Overskud i 2021/22: 463 millioner kroner.
  • Overskud i 2020/21: 274.9 millioner kroner.
  • Overskud 2019/20: 157,8 millioner kroner.
  • Overskud i 2018/19: 51,1 millioner kroner.

Også omsætningen gror. I det nyeste 21/22-regnskab er den steget med 50 procent, til 4,45 milliarder kroner.

Tallene er dog kun for den danske afdeling, og samlet set er tallene større for hele Europa, lyder det fra direktør Torben Mouritsen til Finans.dk.

Her fortæller han videre, at der også antallet butikker vil boome voldsomt i den kommende tid.

Lige nu findes der 456 Normal-butikker, men der skal være flere. Mange flere.

Faktisk vil man hos den danske lavpriskæde gerne byde kunder velkommen på mere end dobbelt så mange adresser.

»Det er vores mål at nå inden for en kortere årrække. Med op mod 200 nyåbninger årligt, som vi gerne vil op på, så burde vi jo relativt hurtigt passere de 1.000 butikker,« siger direktør og medstifter Torben Mouritsen til Finans.dk.

I det seneste år er der åbnet 100 nye butikker, og det er både sket i Danmark – og i de mange europæiske lande, hvor Normal også er repræsenteret: Norge, Sverige, Holland, Frankrig, Finland og Portugal.

Og det er overalt, at kæden med sloganet 'normale varer, unormale priser' i de kommende år vil udvide.

»Ekspansionen skal både være på de nuværende markeder – herunder Danmark – og nye lande i Europa,« siger Torben Mouritsen.

Normal blev grundlagt i 2013, hvor Torben Mouritsen og Bo Kristensen åbnede den første butik i Silkeborg. I dag er Bestseller-milliardæren Anders Holch Povlsen hovedaktionær.