Ansøgertallet boomede, da regnskabsbureau lancerede, at medarbejdere må arbejde fra hvor som helst.
Nu arbejder administrerende direktør i Amesto Acccounthouse, Kasper Mortensen, på at indføre 'workcation', så arbejdsdagen også kan foregå i sydens sol.
Det var interne tilfredshedsundersøgelser på arbejdspladsen, der fik Kasper Mortensen til at vende op og ned på, hvordan arbejdsdagen ser ud i regnskabsbureauet i Søborg.
Midt i coronapandemien med hjemmearbejde og Teams-opkald stod han nemlig tilbage med medarbejdere, der var mindre stressede og mere produktive. Han peger på den øgede fleksibilitet som den afgørende faktor.
Hvis man er på ferie, så kan man få mulighed for at forlænge sit ophold og arbejde derfra.Kasper Mortensen, adm. direktør.
Derfor besluttede han fremover at lade medarbejdere arbejde hjemmefra, så meget som de lyster. Og det er populært.
»I tirsdags var jeg helt alene på kontoret, og der er altså plads til 80 personer herinde,« fortæller Kasper Mortensen, der selv har 32 ansatte på kontoret, de deler med et søsterselskab.
I juni oplevede Amesto Accounthouse at tidoble ansøgertallet til et jobopslag, hvor de præsenterede en væsentlig detalje.
'Helt ærligt, det er lige meget, hvor du bor', stod der. Og det var der stor interesse for.
Normalvis får sådan et jobopslag 15 ansøgere, men denne gang var ansøgerlisten på 130. Det blev til fem nye ansættelser i første omgang.
»Det var overvældende, men mest overvældende var det egentlig, at det var 130 kompetente ansøgere,« siger Kasper Mortensen, der fortæller at de fik ansøgninger fra danskere bosat i både Portugal og Kina foruden Danmark.
I mange år har de kæmpet med for få hænder og har måttet takke nej til nye kunder, men noget tyder nu på, at heldet er vendt.
Den gode erfaring med hjemmearbejde har også fået Kasper Mortensen til at lugte til konceptet 'workcation', hvor medarbejdere kan få lov til at arbejde fra en selvvalgt ferielokation 30 dage om året.
»Hvis man er på ferie, så kan man få mulighed for at forlænge sit ophold og arbejde derfra. Så har man stadig feriestemningen, når man lukker computeren i,« siger direktøren.
For at fastholde det sociale liv arbejder de med onlineevents som quizzer og fælles morgenmad, ligesom der vil blive arrangeret fysiske medarbejderevents et par gange om året.


