Antallet af lånetilbud til køb af en bolig faldt gennem 2022, viser nye tal fra Finans Danmark.

Rekordfå viste interesse for at låne penge til at købe en bolig i 2022. Det viser nye tal fra interesseorganisationen Finans Danmark.

Antallet af lånetilbud til boligkøb faldt knap 40 procent sammenlignet med året før.

I alt blev der givet 55.000 lånetilbud til boligkøb i 2022, hvilket er det laveste antal siden statistikkens begyndelse i 2017.

Til gengæld har mange boligejere udnyttet de stigende renter til at konvertere deres lån og dermed mindske deres restgæld.

- Renten på et fastforrentet lån er gået fra en rente på omkring to procent til fem procent i løbet af året, og det har sendt mange boligejere afsted efter et lånetilbud til en konvertering, skriver Brian Friis Helmer, privatøkonom i Arbejdernes Landsbank, i en kommentar til tallene.

Hvis man slår lånetilbud til boligkøb og lånetilbud til konvertering sammen, tegner 2022 sig for det højeste antal i tre år.

Ifølge Brian Friis Helmer er der - trods rentefald - fortsat konverteringsmuligheder for boligejere. Det vil trække antallet af lånetilbud til konvertering op i starten af 2023.

Dog vil usikkerheden på boligmarkedet sandsynligvis betyde, at færre vil låne penge til boligkøb, mener han.

- Sidste år så vi det laveste antal bolighandler i otte år, og det påvirker også antallet af lånetilbud i negativ retning, skriver Brian Friis Helmer.

Ifølge Finans Danmark faldt efterspørgslen efter lån til at købe en ny bolig løbende gennem 2022.

Faldet har været særligt markant siden sommeren, og i december 2022 blev der givet lige over 2.000 lånetilbud til boligkøb. Det er det laveste for en december måned i statistikkens historie.

/ritzau/