Rejse- og restaurationsbranchen er pressede, og de ville gerne have haft del i forbruget af feriepengene.

Når danskerne til marts kan vælge at få udbetalt de resterende feriepenge, vil der formentlig stadig være brancher, der er underlagt visse restriktioner.

Det gælder eksempelvis rejsebranchen og hotel- og restaurationsbranchen, som på grund af restriktionerne frygter, at de ikke får andel i det ekstraforbrug, som udbetalingen ventes at medføre.

56 milliarder kroner er, hvad danskerne samlet står til at få udbetalt.

- Vi kunne godt tænke os, at man udsatte udbetalingen, så det passer med, at folk kan bruge dem på at rejse eller gå på restaurant, siger Lars Thykier, der er administrerende direktør i Dansk Rejsebureau Forening.

At udbetalingen af feriepengene skal udsættes, er man meget enig i hos Horesta, der er brancheorganisation for hotel-, restaurant- og turisterhvervet.

- Årsagen, til at de her penge overhovedet bliver udbetalt, er jo med regeringens egne ord, at man vil stimulere økonomien.

- Hvorfor så ikke hjælpe de mest trængte brancher, siger Katia Østergaard, der er administrerende direktør i Horesta.

Både Horesta og Dansk Rejsebureau Forening efterlyser, at der kommer en konkret plan for genåbningen.

Det vil sige en plan med konkrete datoer for, hvornår man forventer at åbne op for hvad.

Horesta og Dansk Rejsebureau Forening er også villige til at acceptere, at der ændres i planerne, hvis smittetrykket stiger.

- Situationen kan jo ændre sig, i forhold til hvad man forventede. Men så må man jo justere, siger Katia Østergaard.

Det er dog ikke nødvendigvis smart at udskyde muligheden for at udbetale de indefrosne feriepenge, nu hvor man allerede har truffet beslutningen.

Det vurderer Jeppe Juul Borre, der er cheføkonom i Arbejdernes Landsbank.

- Det kan få folk til at tvivle på, om en beslutning så er endelig næste gang, siger han.

Cheføkonomen bemærker dog også, at det er en uheldig situation, man står i lige nu, og at det er en situation, man kunne have undgået.

- Man skulle have gjort beslutningen betinget af, hvor meget der var åbent eller have rykket udbetalingen til senere på året, så alle brancher kunne have fået glæde af pengene, siger Jeppe Juul Borre.

/ritzau/