Der bliver solgt ulovlige æg på Vestegnen.
Og derfor opfordres kunder, der har købt æg fra en trailer parkeret ved blandt andet Brøndby Vester Skole i Brøndby, til at kassere æggene.
Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.
»Vi har ad flere omgange, også med bistand fra politiet, forsøgt at få stoppet det ulovlige salg. Men vi har nu endnu en gang konstateret, at salget desværre fortsætter,« indleder leder af Fødevarerejseholdet under Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, Michael Rosenmark.
»Derfor har vi politianmeldt sælgeren for at overtræde fødevarelovgivningen,« siger han videre.
Der er grundlag for en politianmeldelse, fordi ejeren af køletraileren ikke har registreret sit æggesalg som en fødevarevirksomhed – og derfor er æggeforhandleren ikke omfattet af smileykontrollen.
Sælgeren har heller ikke den såkaldte lovpligtige sporbarhedsdokumentation på sine æg. Det betyder, at man ikke kan dokumentere, hvor æggene kommer fra.
Og derfor er det umuligt for myndighederne at standse et eventuelt sygdomsudbrud, hvis det viser sig, at der er noget galt med æggene.

