Rejsearrangør Villads Mortensen håber, at regeringens nye hjælpepakke kan redde hans lille rejseselskab fra at gå konkurs.
Villads Mortensen har brugt ti år på at realisere sin drøm. Han har bygget et rejseselskab op fra bunden og lever nu af at dele sin passion for motorcykler og fjerne himmelstrøg med rejseglade danskere.
Som direktør og rejseguide i enkeltmandsfirmaet M.C. Asien arrangerer han motorcykelrejser i hele verden, men nu har corona ødelagt det hele.
»Det er mit livsværk, som er truet,« siger han, da B.T. fanger ham over en skypeforbindelse fra den indiske millionby Mumbai.
Villads Mortensen havde arrangeret to grupperejser i foråret. Den ene var en rejse til Madagaskar, hvor 15 danskere skulle holde ferie fra 22. marts - 4. april.
Den anden var en motorcykelrejse i Peru med danske motorcykelentusiaster fra 4. til 18. april. Når danskerne var rejst hjem, ville Villads Mortensen være rejst videre til Bolivia for at planlægge den næste tur, som han ville have udbudt til danskerne via sin hjemmeside.
Men det hele gik i vasken, da Covid-19 lukkede verden ned. Nu sidder Villads Mortensen spærret inde i karantæne i Mumbai, hvor politiet patruljerer gaderne konstant for at sikre at byens indbyggere overholder udgangsforbuddet. Fra sin lejlighed kan han følge, hvordan likvididteten fosser ud af hans virksomhed.
»Jeg har 700.000 kroner ude at svømme til flybilletter, motorcykler, hoteller, biler og meget andet. Det er penge, jeg har betalt og ikke umiddelbart kan få igen,« siger han.
De kunder, der skulle have været afsted på de to ture, har endnu ikke fået deres penge tilbage, for Villads Mortensen mangler likviditeten.
Under normale omstændigheder ville aflyste rejser blive dækket af hans udvidede erhvervsrejseforsikring hos Gouda, men under coronakrisen er ingenting normalt.
På grund af regeringens første hjælpepakke, der ydes som et lån til rejselskaberne, bliver Villads Mortensens ture til Madagaskar og Peru ikke dækket af forsikringen.
Med den tidligere hjælpepakke ville han få penge af Rejsegarantifonden til at betale penge tilbage til kunderne, men det var penge som rejsebranchen skulle betale tilbage kollektivt over de næste seks år, og det stillede Villads Mortensen med med en gæld og nogle låneomkostninger, han reelt ikke kendte omfanget af.
Med den nye hjælpepakke, der blev præsenteret idag, lader det til, at hans udgifter til de aflyste rejser bliver dækket ind af staten.
Villads Mortensen er endnu ikke blevet præsenteret for de helt konkrete detaljer, men hans første reaktion efter at have fulgt erhvervsministerens pressemøde live via internettet er positiv.
»Det er positivt, at man giver et tilskud frem for et lån, for det betyder at vi hænger på noget mindre gæld. Så umiddelbart synes jeg det er rigtig positivt,« siger Villads Mortensen.
Udover del i hjælpepakken har han også fået omsætningskompensation, som har købt ham lidt tid i forhold til de manglende indtægter. Hvad fremtiden vil bringe for hans lille rejseselskab, er endnu uvist, men med den nye hjælpepakke er der tændt et håb om, at han ikke vil gå konkurs.


