Grænsehandlere kunne torsdag eftermiddag få kaffen galt i halsen, da udenrigsminister Jeppe Kofod (S) meldte ud, at Tyskland tilføjes til lande, som ministeriet fraråder ikke-nødvendige rejser til.

Men nu kan de ånde lettet op.

Ifølge Udenrigsministeriets hjemmeside er den nordtyske grænseregion Slesvig-Holsten undtaget, da regionen overholder kriterierne for smittetal.

Det glæder Lars Mose Iversen, der er administrerende direktør for Fleggaard-koncernen, som har otte Calle-butikker og otte under navnet Fleggaard ved den dansk-tyske grænse.

»Vi er glade for, at der er valgt en regional løsning.«

»Det har stor betydning for os, men også hele grænselandet i denne del af landet, hvor der blandt andet er mange pendlere på tværs af landegrænsen,« siger Lars Mose Iversen til erhvervsmediet Finans.dk.

Den opdaterede rejsevejledning til Tyskland stod ellers til at true julehandlen, som er en af de vigtigste perioder for Fleggaards salg, siger Lars Mose Iversen.

Grænsen til Tyskland og dermed grænsehandlen var lukket ned i en længere periode i foråret. I midten af juni åbnede grænserne igen.