Torm regner med at få noteret sine A-aktier på børsen i New York inden årets udgang.

København. Rederiet Torm vil ansøge de amerikanske børsmyndigheder om at blive noteret på Nasdaq-børsen i New York, som det danske selskab ellers forlod i sommeren 2013.

Det fremgår af en meddelelse onsdag morgen, skriver Ritzau Finans.

Torm regner med, at selskabet kan nå at få noteret sine A-aktier på børsen i New York inden årets udgang. Rederiet forlader dog ikke den danske børs, hvor Torm også fortsat vil være noteret.

- Torm vurderer, at en dobbelt notering vil tiltrække flere investorer og gøre aktien mere synlig for internationale investorer, hvilket vil styrke Torms strategiske og finansielle fleksibilitet, skriver selskabet i meddelelsen.

Torm havde tidligere en såkaldt ADR-notering i New York. Men selskabet forlod den amerikanske børs i sommeren 2013, da det dengang blev fundet "i selskabets bedste interesse."

Siden har selskabet dog forandret sig en del igen. I 2016 blev en større omstrukturering gennemført. Torm flyttede sit juridiske hovedsæde til London, og nu er det naturlige næste skridt igen at kigge mod USA.

- I 2016 tog vi det første skridt hen imod en børsnotering i USA, da vi gennemførte omstruktureringen af koncernen og etablerede TORM plc, siger Jacob Meldgaard, der er administrerende direktør hos Torm, i meddelelsen.

- En notering i USA er det næste oplagte skridt for TORM plc. Vi har fortsat fokus på at udvide vores investorgrundlag i USA, og den dobbelte notering understreger denne målsætning.

/ritzau/