Boligejere har for første gang mulighed for at vælge et 10-årigt obligationslån med en rente på nul procent.

Tirsdag har Jyske Realkredit besluttet at åbne for et 10-årigt fastforrentet realkreditlån til nul procent. Det skriver Berlingske.

Det er ifølge boligøkonom i Jyske Bank Mikkel Høegh første gang i historien.

»Det er først og fremmest det generelle rentefald igennem noget tid, der giver mulighed for dette. 10-årige lån er selvfølgelig for feinschmeckere,« siger Mikkel Høegh til Berlingske.

Han uddyber, at det ofte bliver anvendt af boligejere med friværdi til at finansiere en ny bil eller forbedringer i huset.

»Det er helt vildt, at vi nu har åbnet lån med nul procent i rente. Jeg ser det her som et lån, man holder til udløb. Man kan ikke forestille sig, at det kan blive billigere,« siger Mikkel Høegh til Berlingske.

Ifølge Curt Liliegreen, direktør i Boligøkonomisk Videnscenter, er det nye lån ikke overraskende. Det er en del af udviklingen i en 'ekstrem tid', lyder det.

»Det er meget forventeligt. Hvis det var sket for tre år siden, havde jeg været bekymret. Men i dag har vi passeret det punkt, hvor vi kan frygte en ny boligboble i Danmark.«

»Den lave rente medfører ikke, at der kommer en boligboble,« understreger Curt Liliegreen.

Den kan omvendt have en positiv effekt.

»Den lave rente kan være med til at holde et sikkerhedsnet under lejlighedsmarkedet i København,« lyder Curt Liliegreens vurdering.

Det er lidt over en uge siden, at fire store realkreditselskaber åbnede for et 30-årigt 1,5 procent lån med 10 års afdragsfrihed. Også det skrev sig ind i historiebøgerne.

Men indtil videre er det kun Jyske Realkredit, som har suppleret sit udvalg med et 10-årigt lån til nul procent.

Økonomer i henholdsvis Nordea Kredit og Realkredit Danmark oplyser til Berlingske, at de overvåger markedet løbende.

/ritzau/