Efter mere end 19 timers forhandlinger blev det tidligt onsdag morgen meldt ud, at overenskomstforhandlingerne for de offentlige lønmodtagere er blevet udskudt i yderligere to uger.

Den udvikling er alt andet lige godt nyt. Det vurderer arbejdsmarkedsforsker Nana Wesley Hansen fra forskningscenter for arbejdsmarkeds- og organisationsstudier, FAOS, ved Københavns Universitet over for DR.

»14 dage mere er positivt, for så må man formode, at der er mulighed for forlig. Forligsmanden kan formulere et mæglingsforslag, og det er ikke sikkert, at de så bruger al tiden, altså samtlige 14 dage,« forklarer hun.

Til nyhedsbureauet Ritzau forklarer professor Henning Jørgensen, der er arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet, at det er overraskende, at forligsmanden Mette Christensen har udsat forhandlingerne i yderligere 14 dage.

Tidligere har det nemlig ellers været meldt ud, at tirsdag klokken 23.59 var sidste chance for en aftale.

»Så var sidste chance altså ikke sidste chance,« konstaterer Henning Jørgensen.

Forligsmanden Mette Christensen.
Forligsmanden Mette Christensen. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Ligesom Nana Wesley Hansen forklarer han, at udsættelsen dog ikke er ensbetydende med 14 dages møder ud og ind af Forligsinstitutionen, sådan som forhandlingerne har udspillet sig indtil nu.

»Jeg tror, at der kommer til at ske det, at de mødes igen fredag. Og så har hun sagt, at de skal have tandbørste og sovepose med. Det vil sige, at det er er maratonforhandlinger,« siger Henning Jørgensen og fortsætter:

»Det er ikke en lang række af forhandlinger. Jeg tror, at det bliver en stor, kæmpe sidste chance i næste weekend. Derfor forventer jeg, at vi i løbet af den kommende weekend får at vide, om vi får storkonflikt eller ej.«

Midnat var egentlig den endelige deadline for overenskomstforhandlingerne, men natten til onsdag fortsatte de i Forligsinstitutionen. Onsdag morgen klokken 05 oplyste forligsmand Mette Christensen, at hun endnu engang har valgt at udsætte en storkonflikt med yderligere 14 dage.

'Jeg har i dag – efter at have rådført mig med de to øvrige forligsmænd – besluttet, at de varslede arbejdsstandsninger udsættes i indtil 2 uger', forklarer hun i en pressemeddelelse.

Forhandlingerne om nye overenskomster for omkring 750.000 offentligt ansatte har været en langstrakt affære, siden de blev skudt i gang den 12. december. Fra den 1. marts gik forhandlingerne på det kommunale, det regionale og det statslige område ind i sin afslutning, da de gik i gang i Forligsinstitutionen.

Hvis overenskomstforhandlingerne bryder sammen, vil en storkonflikt komme til at lamme store dele af den offentlige sektor. Op mod 500.000 ansatte er udtaget til at strejke eller til at blive lockoutet.

Udskydelsen af forhandlingerne betyder, at strejke kan bryde ud fra den 8. maj og lockout fra den 12. maj.

Der er indkaldt til nye forhandlingsmøder fredag klokken 10.