Pizzasultne kunder i flere jyske byer må væbne sig med tålmodighed, hvis de vil bestille mad hos Ild. Pizza.

Pizzakæden har nemlig valgt at lukke tre pizzeriaer midlertidigt, skriver Horsens Folkeblad.

Det drejer sig om kædens pizzeriaer i Herning, Horsens og Kolding.

Årsagen er, at udgifterne overstiger indtægterne, forklarer direktør Anders Grønborg  i en mail til Folkebladet.

»Det er krisen, altså svigtende salg. Vores råvarer er steget 30-40 procent. Derudover er vi storforbrugere af brænde og gas.«

»Endelig overstiger elregningen i nogle forretninger selve huslejen, så det stikker lidt af lige nu,« skriver han.

Trods modgangen er Anders Grønborg dog optimistisk.

Han håber, at de tre pizzeriaer kan genåbne i første halvår af 2023, og han tilføjer, at medarbejderne stadig ansat.

Ild. Pizza blev stiftet tilbage i 2018 i Aarhus. Kæden har i dag 13 pizzeriaer i Jylland.