År efter år har black friday slået rekorder, men denne gang var forventningerne mere begrænsede som følge af den galopperende inflation.

Men hos elektronikkæden Power blev de bange anelser gjort til skamme.

Her viser de foreløbige opgørelser, at salget er steget med mere end 15 procent i forhold til sidste års black friday og dagene op til den store tilbudsdag, hvor detailhandlen begynder at lancere de såkaldte black week-tilbud.

»Triumf. Det er det bedste ord, der beskriver følelsen her i Power lige nu. Det er ingen hemmelighed, at alle i branchen – og også her i Power – var både spændte og halvbekymrede, inden årets black friday blev skudt i gang. Men hold nu op, hvor er alle bekymringer blevet gjort til skamme,« siger Powers administrerende direktør Jesper Boysen i en pressemeddelelse.

Powers salg viser imidlertid, at kunderne har ændret forbrugsvaner.

Sandsynligvis på grund af netop krisestemningen i samfundet.

»Vi har solgt færre deciderede luksusvarer, men der har i den grad været rift om varerne i mellemklassen – og det gælder bredt over alle varekategorierne,« siger Jesper Boysen.

Han fortæller, at blandt andet høretelefoner, spillekonsoller, hvidevarer, mobiltelefoner og tv-skærme var populære blandt kunderne på black friday.

Power kom til Danmark i 2015 og leverede de første mange år det ene millionunderskud efter det andet.

Men udviklingen er vendt, og i 2020 fik Power for første gang overskud. Sidste regnskabsår endte også med et overskud – på 131 millioner kroner.