Efter at have tabt en halv milliard kroner på blot fire år kommer elektronikkæden Power nu ud med et markant mindre underskud.

Det får kæden til at varsle flere nyåbninger, herunder af varehuse, som tidligere er droppet.

»Sidste år måtte vi erkende, at vi var nødt til at trække i håndbremsen på ekspansionen og koncentrere os om de butikker, vi lige havde åbnet. Men nu er vi på rekordtid blevet lønsomme, og derfor er der igen opbakning fra ejerne, til at vi kan ekspandere,« siger administrerende direktør i Power Jesper Boysen til Dagbladet Børsen mandag.

Tidligere har Jesper Boysen sagt, at han ville bede udlejerne 'tegne et landkort over Eligantens butikker', når de skulle finde egnede placeringer til nye Power-varehuse.

Og selv om meldingen om flere butikker også må opfattes som en krigserklæring mod Elgiganten, så tager konkurrenten det ganske stille og roligt.

»Vi kan selvfølgelig se, at der kommer et big bang, når Power åbner, men når det bliver hverdag igen, ser det umiddelbart ud til, at vi har et fint momentum i vores varehuse,« siger Peter Stedal, der er administrerende direktør i Elgiganten.

I år planlægger Power at åbne nye butikker i Køge, Esbjerg og København, mens Esbjerg og Næstved må vente til 2020, inden byerne får et Power-varehus.

Power kom ud af 2018 med et underskud på 7,6 millioner kroner - mens underskuddet i 2017 var på hele 108 millioner kroner.