Elektronikkæden Power forsøger at erobre danskernes hjerter med lave priser og offensiv markedsføring, men det koster dyrt på bundlinjen. Så dyrt, at det danske selskab Power A/S har måttet få tilført et kæmpe millionbeløb af det norske moderselskab for at kunne løbe rundt.

Powers netop offentliggjorte regnskab for 2017 viser et minus på hele 138 millioner kroner, og det førte til en negativ egenkapital på hele 448 millioner kroner. Men det norske moderselskab tror tydeligvis stadig på, at Power kan blive en guldrandet forretning i Danmark, for de har postet intet mindre end 622 millioner kroner ind i Power A/S for at få egenkapitalen i plus - og fortsætte væksten her i landet.

Det skriver Finans.

Power kan dog vise et lille overskud på selve driften, mens omsætningen er steget med over 500 millioner kroner til to milliarder kroner. Selskabet forklarer derfor det store underskud med, at der blev åbnet syv nye varehuse i løbet af regnskabsåret 2017.

»Vi kommer ud med et stort underskud, men det var forventet. Det er dyrt og krævende at åbne butikker. Det koster millioner i engangsomkostninger. Vi har i år fokus på at skabe en mere sund og lønsom drift,« siger Power Danmarks administrerende direktør Jesper Boysen til Finans.

Som konsekvens af det store underskud har Power valgt at sænke tempoet i den danske ekspansion resten af året, men i 2019 er det planen, at Power igen skal i offensiven. Jesper Boysen overvejer at åbne Power-varehuse i byer som Aalborg, Kolding, Køge, Næstved og Hillerød.

Norskejede Power har på to år åbnet 12 varehuse i Danmark og er også kommet ind på det svenske og finske marked. Ambitionen er at vippe Elgiganten af pinden som Skandinaviens største elektronikkæde.

Jesper Boysen kom til Power fra en stilling som direktør i netop Elgiganten i 2012.