Den danske del af PostNord har præsenteret et driftsunderskud på 282 millioner svenske kroner i 2022.

Efter et historisk stærkt 2021 hos pakkeselskabet PostNord har virkeligheden været en anden sidste år.

Selskabet kan onsdag præsentere et samlet underskud efter skat på 23 millioner svenske kroner for hele året.

Til sammenligning endte man med et overskud på knap to milliarder sidste år.

Den danske del af forretningen er isoleret set endt med et driftsunderskud på 282 millioner svenske kroner.

Det er blandt andet den lave forbrugertillid, som har gjort et indhug i PostNords forretning. Det siger koncernchefen i Danmark, Peter Kjær Jensen.

- Vi har i PostNord haft et skarpt fokus på vores lønsomhed i de seneste år, og i 2021 leverede vi et historisk stærkt resultat. Men 2022 har været karakteriseret ved en række ekstraordinære udfordringer, siger han i en skriftlig kommentar til Ritzau.

- Det kan vi, som mange andre, ikke se os fri for, og både den lave forbrugertillid og de store prisstigninger på blandt andet energi har påvirket vores resultater negativt i det seneste år, lyder det videre.

/ritzau/