Ved siden af sit job som byrådspolitiker for Konservative i Gribskov, har Jesper Behrensdorff drevet en af Danmark største campingvognvirksomheder.
Men nu er Bijé Camping gået konkurs. Og det er med en kæmpe milliongæld. Det skriver Ugeposten, som hører under Sjællandske Medier.
Mediet har talt med kurator David Slatcher, der fortæller, det er en stor kreditor, der har indgivet konkursbegæringen.
Ligeledes har Ugeposten talt med Jesper Behrensdorff. Han beretter, at virksomheden skylder den omtalte kreditor omtrent 20 millioner kroner.
Han uddyber desuden, at konkursen har været undervejs i et stykke tid efterhånden.
»I 2008 havde vi 500 campingvogne på lager. Det kunne være, vi skulle have gået konkurs dér, men så havde rigtig mange mennesker mistet penge og job,« siger han og fortsætter:
»Så har Handelsbanken kørt en politik om at være med hele vejen, men nu er det nok et ægteskab, hvor den ene part er blevet lidt træt. Derfor har de truffet den her beslutning om, at de ikke ønsker at være med længere.«
Konkursen til trods håber Jesper Behrensdorff, at familievirksomheden kan starte på en frisk og kører videre som en rekonstruktion.