Familieejede Plantorama brugte 10 dage i foråret på at oprette en webshop.

Den skulle sikre kædens omsætning under den første nedlukning af Danmark og sikre kunder i en tid, hvor flere handler online.

Nu er Danmark lukket ned igen, og denne gang betyder det, at webshoppen bliver sat på standby, mens de leverede biler er blevet parkeret.

Det skriver Finans.

Billede 1!
Billede 1! Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

Direktøren i Plantorama, Peter Vang Christensen, siger til mediet, at det er for dyrt at holde onlinesalget kørende på nuværende tidspunkt.

»Jeg havde slet ikke regnet med, at vi var nødsaget til at lukke webshoppen. Men da vi regnede på det, var det det eneste rigtige at gøre. Som større virksomhed bliver vi presset ekstra hårdt under tvangsnedlukningen, så snart vi sælger for bare én krone. Det betyder, at vi ville skulle betale meget mere tilbage i forbindelse med hjælpepakkerne, end vi får fra salg gennem webshoppen.«

Han ærgrer sig samtidig over, at eksempelvis Bilka må holde åbent, fordi det er en dagligvarebutik, selv om der sælges stueplanter og blomster.

Peter Vang Christensen forstår heller ikke, hvorfor hjælpepakker kan begrænse virksomhedernes ret til kompensation, hvis de sælger varer online.

Direktøren erkender overfor Finans, at der venter et stort arbejde for at genvinde kunderne på den anden side af nedlukningen.

Plantorama har 11 centre i Danmark. Kæden omsatte for 462 millioner kroner i 2019, og den familieejede virksomhed havde et overskud på 24 millioner kroner efter skat.