Planet Nusa får det største underskud i tøjbrandets historie
Ifølge en af stifterne er underskud et resultat af "en bevidst strategisk omstilling", skriver DetailWatch.

Ifølge en af stifterne er underskud et resultat af "en bevidst strategisk omstilling", skriver DetailWatch.

Tøjbrandet Planet Nusa havde i 2025 det største underskud i selskabets historie.
Det skriver mediet DetailWatch.
Sidste års underskud lød på 12,6 millioner kroner og er desuden det første siden opstartsåret.
Planet Nusa blev grundlagt i 2018 af Mille Skat og Kristine Esmer.
Ifølge Mille Skat kommer underskuddet som følge af "en bevidst strategisk omstilling" for at skabe en stærkere virksomhed.
- 2025 var et udfordrende år, hvilket også afspejler sig i regnskabet. Samtidig var det et år, hvor vi traf en række bevidste strategiske beslutninger og gennemførte en omfattende omstilling for at skabe en stærkere virksomhed, siger hun ifølge DetailWatch.
Mille Skat henviser blandt andet til, at selskabet har lagt sin forretningsmodel om, tilpasset organisationen og investeret i kompetencer og infrastruktur.
Det skal understøtte en international vækst og gøre virksomheden skalerbar, lyder det ifølge mediet.
Planet Nusa har været yderst hypet og har ifølge DetailWatch leveret flere rekordregnskaber.
I slutningen af 2025 blev virksomheden dog ramt af kritik fra flere tidligere ansatte. Over for RADIO IIII berettede de blandt andet om en usund kultur præget af stress og sygemeldinger.
Dengang erkendte virksomheden, at en del af kritikken var korrekt.
- Det gør ondt, fordi der er en del af kritikken, der er rigtig, for vi har helt sikkert haft for travlt og haft for dårlige strukturer, skrev Mille Skat og Kristine Esmer i en mail til RADIO IIII.
De to stiftere er desuden ikke længere eneejere af virksomheden.
Tidligere i juli fortalte de til DetailWatch, at Torben Lemvig Fog og Tore Harritshøj Jensen, som har stiftet den danske softwarevirksomhed og ladeoperatør Spirii, havde købt sig ind i ejerkredsen.
RITZAU