Coronakrisen har krævet endnu en konkurs. Denne gang er det en pizzakæde, som ville give danskerne gourmet-pizzaer, der må lade livet.

Det skriver Finans.dk.

Det drejer sig om den finske kæde Classic Pizza, der åbnede sin første restaurant i Aarhus i 2017. Siden fulgte to restauranter i København i Magasin og i Frederiksberg Centret.

Classic Pizza skilte sig ud ved at satse på luksus-pizzaer.

Hos Classic Pizza var der også dessertpizzaer på menuen
Hos Classic Pizza var der også dessertpizzaer på menuen Asger Ladefoged

Finans.dk skriver, at en pizza kostede mellem 95 og 210 kroner og kunne fås med topping som honning og shiitake-svampe og et glas champagne til.

Et koncept, der har været en stor succes i Finland, men som ikke nåede at slå igennem i Danmark.

Kæden har ifølge Finans.dk haft underskud sine to første år i Danmark, og efter coronakrisen ramte, har det danske datterselskab erklæret sig selv konkurs.

Konkursboet er i øjeblikket ved at afsøge markedet for, om der er nogle pizzarestauranter, der er interesserede i at overtage lokalerne i Magasin og i Frederiksberg Centret, skriver Finans.dk.