Efter mange tusinde aflysninger grundet pilotmangel kæmper Ryanairs piloter nu for bedre forhold.

København. Piloterne i det irske lavprisselskab Ryanair har i de seneste uger øget presset på virksomhedens topledelse med nye krav om højere løn og ret til organisering.

Det skriver Berlingske Business.

Piloternes fagforeninger i Sverige og England har uafhængigt skrevet til Ryanairs administrerende direktør, Michael O'Leary, og opfordret ham til at forhandle om faglige aftaler med Ryanair-piloterne.

- Vi opfordrer på det stærkeste Ryanair til med det samme at indgå i direkte forhandlinger med EERC, (piloternes samarbejdsorganisation red.) som den legitime stemme for piloterne og udvikle en rammeaftale for repræsentation for piloterne i Ryanair, skriver formanden for den irske pilotforening, Evan Cullen, ifølge Berlingske Business.

Brevene er blevet efterfulgt af lignende opfordringer fra italienske, portugisiske og tyske piloter. Hos Ryanair er piloternes krav dog ikke blevet mødt med åbne arme.

- Brevet fra den portugisiske pilotforening har lige så lidt validitet som brevene fra de irske, engelske eller italienske fagforeninger og deres marionet EERC, skriver Ryanair ifølge avisen The Irish Independent.

Udviklingen kommer, efter at Ryanair i efteråret måtte aflyse ganske mange fly og de billetter, der var bestilt til dem. Samtidig blev der skåret i vinterprogrammet.

Det gjorde Ryanair, da man manglede piloter. Både fordi de gik til andre selskaber, men også fordi irske ferieregler gjorde, at der pludseligt skulle afvikles en del ferie.

Samlet blev op mod 715.000 passagerer berørt af Ryanairs aflysninger.

Ryanair forsøgte samtidig at lokke piloter på arbejde med store bonusser for at arbejde ekstra eller droppe ferie.

Flyselskabet er kendt for sit notorisk dårlige forhold til konceptet fagforeninger.

/ritzau/