Det amerikanske medicinalselskab Pfizer har mandag sagsøgt Novo Nordisk for at bryde konkurrencelovgivning.

Det skriver Pfizer i en pressemeddelelse.

Dermed er det den anden sag, som Pfizer anlægger mod Novo Nordisk. Den første kom fredag, hvor Pfizer sagsøgte det danske medicinalselskab for kontraktbrud.

Pfizer var på vej til at købe biotekselskabet Metsera, da Novo Nordisk i torsdags kom med et højere bud.

I september indgik Pfizer en aftale om at overtage alle aktierne i Metsera for 47,50 dollar per aktie samt milepælsbetalinger på op til 22,50 dollar per aktie.

Novo Nordisk kom dog på banen i sidste uge med et bud på 56,50 dollar per aktie og yderligere op til 21,25 dollar per aktie i milepælsbetalinger.

Dette bud mener Pfizer er et brud på konkurrencelovgivningen.

Pfizer vil blandt andet forhindre Novo Nordisk i at "få kontrol over, svække og potentielt ødelægge en spirende amerikansk konkurrent", skriver selskabet i pressemeddelelsen.

I søgsmålet beskrives det, at Novo Nordisks bud på Metsera skal være en konkurrencebegrænsende handling for at beskytte sin dominerende markedsposition inden for GLP-1-midler.

GLP-1 er det aktive stof, der blandt andet findes i Novo Nordisks vægttabsmiddel Wegovy, som gør, at mæthedsfornemmelsen øges.

Novo Nordisk mener ikke, at selskabet har brudt konkurrencelovgivningen.

Til nyhedsbureauet Reuters oplyser Novo Nordisk, at man har overholdt "alle restriktioner i forhold til Pfizers bud", og at man er sikker på, at man har fakta og loven på sin side.

Metsera udtaler, at Pfizers sagsanlæg er "nonsens", skriver Bloomberg ifølge MarketWire.

Biotekselskabet mener ligeledes, at Pfizer forsøger at bruge sagsanlæggene mod Novo Nordisk og Metsera for at få mulighed for at købe Metsera til en lavere pris, end den Novo Nordisk byder.

Metsera forsker i vægttabsmedicin. I modsætning til Novo Nordisks Wegovy, som skal tages ugentligt, skal Metseras medicin kun tages en gang om måneden.

Pfizer mangler en vej ind i markedet for vægttabsmidler, som allerede er milliarder værd.

En domstol i delstaten Delaware skal nu tage stilling til de to søgsmål fra Pfizer.

/ritzau/