Det danske pensionsselskab PFA sagsøger techgiganten Meta, som blandt andet står for driften af Facebook.

Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

»PFA er sammen med den amerikanske stat Ohio blevet udpeget til at føre en retssag mod Facebook/Meta Inc. i Californien med henblik på at søge erstatning for kurstab forårsaget af selskabets vildledende oplysninger til markedet,« lyder det i pressemeddelelsen.

Søgsmålet lyder på, at PFA mener, i lighed med flere andre investorer verden over, at Meta har vildledt investorerne i en periode fra den 29. april til den 21. oktober 2021.

Det er udmiddelbart ikke kun en sag, sm kan give store summer penge i kassen hos det danske pensionsselskab, men PFA kommer nemlig også til at spille en central rolle i sagen, som kan påvirke investorer over hele kloden.

»Hos PFA har vi et ansvar for at investere vores kunders pensionsopsparing ansvarligt. Som investorer skal vi kunne stole på, at de børsnoterede selskaber, som vi investerer vores kunders penge i, giver rettidig, fuldstændig og præcis information til os og resten af markedet,« udtaler COO i PFA Asset Management, Rasmus Bessing, og fortsætter:

»Derudover mener vi, at Facebook/Meta Inc., som en af verdens største indholdsudbydere og sociale medier, har et ansvar for at overholde sine offentligt erklærede forpligtelser om at anvende sine adfærdsstandarder på lige fod for alle brugere og tage passende skridt for at forhindre spredning af misinformation eller skadeligt indhold.«

PFA oplyser, at baggrunden for søgsmålet bunder i en algoritmeændring, som skulle øge brugerengagement, men reelt endte med at udbrede misinformation og anden skadelig information i uforholdsvis høj grad.

Sagen har sit udspring i The Facebook Files, som Washington Journal publicerede forrige år, hvor det med interne dokumenter fra Facebook blev bevist, at Facebook var bevidst om de skadelige effekter ved algoritmerne i forhold til bl.a. spredning af misinformation. Men i offentligheden afviste Facebook, at det er sandt.

Ifølge Finans så kan PFA ikke oplyse, hvor stort et beløb Meta bliver sagsøgt for, ligesom PFA heller ikke har noget bud på, hvornår sagen bliver afsluttet.