Lyt til artiklen

For få år siden var Peter Halvorsen en af Danmarks rigeste, men i år har stifteren af Essex Invest kæmpet med en personlig konkurs.

Den har Peter Halvorsen imidlertid nu fået ophævet, rapporterer Finans.

Den udvikling skyldes, oplyser kurator i Peter Halvorsens konkursbo, advokat Hans Peter Storvang, en kendelse i Østre Landsret.

Han konstaterer således i en mail til Finans, at Østre Landsret er nået til en anden konklusion end Skifteretten i Helsingør, nemlig at der 'ikke er værneting i Danmark.'

Det betyder, at Østre Landsret ikke mener, at danske domstole har stedlig kompetence til at føre en sag om Peter Halvorsens mulige konkurs.

Trods krav på over 100 millioner kroner mod Peter Halvorsen boede han ifølge kurator tidligere i konkursforløbet i nærheden af London i England i en lejlighed med en husleje på 7.000 engelske pund. Det svarer til cirka 59.500 kroner om måneden.

Dertil kommer, at Halvorsens søn gik på en privatskole, som koster 2.300 pund (cirka 19.500 kroner) månedligt.

Den livsstil bliver dog ifølge Peter Halvorsen finansieret af en tredjemand.