Den kendte erhvervsmand Peter Halvorsen var engang en af Danmarks rigeste.

Nu er han gået personligt konkurs.

Det er ifølge Finans.dk sket ved skifteretten i Helsingør. Det fremgår også af Statstidende.

Peter Halvorsen havde ellers masser af medgang, da han stod i spidsen for Essex, der var en af Danmarks største ejendomskoncerner.

Peter Halvorsen blev milliardær på ejendomshandler.
Peter Halvorsen blev milliardær på ejendomshandler. Foto: Uffe Weng
Vis mere

Han ejede tillige en af Strandvejens største villaer nord for København, han var storsponsor i fodboldklubben Randers FC, og han havde sit eget motorsportsteam.

Men finanskrisen gjorde rigtigt ondt på Peter Halvorsen, der efterfølgende stod med en gæld på mange milliarder.

Han måtte også forlade Essex-koncernen.

Og nu har den tidligere milliardær altså mistet alt.

»Lige nu kan jeg ikke oplyse meget mere, end at jeg har indgivet en konkursbegæring på vegne af en dansk kreditor,« siger kurator Hans Peter Storvang:

»Jeg har ikke noget overblik over konkursen endnu, men skal nu i gang med at undersøge, om der er aktiver at komme efter.«

Peter Halvorsen har i de seneste år boet i Schweiz.