Pandora, der aflægger regnskab tirsdag, er snart klar til at udvide sin produktion i Thailand.

København. Nu varer det ikke længe, før smykkevirksomheden Pandora kan tage sin nye fabrik i Lamphun nær Chiang Mai i Thailand i brug.

Selskabet fortæller i en pressemeddelelse, at fabrikken er ved at blive klargjort, og at man forventer at sætte produktionen i gang i begyndelsen af 2017.

Første spadestik til fabrikken blev taget for et år siden, og når den åbner, vil op mod 5000 medarbejdere være beskæftiget med at lave smykker.

Siden er det planen at opføre endnu en fabrik i smykkedistriktet Gemopolis i Bangkok, ligesom man vil modernisere den eksisterende produktion, der allerede foregår her.

- Med disse initiativer vil vi, sammenlignet med 2015, potentielt være i stand til at fordoble vores samlede produktionskapacitet til mere end 200 millioner smykker inden udgangen af 2019.

- Derudover bestræber vi os på at nedsætte lead time, altså processen fra råmaterialer til levering af færdigt smykke med cirka 50 procent, siger Thomas Touborg, der er senior vice president for Group Operations i Pandora.

Pandora har fået sine smykker fremstillet i Thailand siden virksomhedens opstart i 1989.

Inden ibrugtagningen af den nye fabrik i Chiang Mai er 12.000 thailændere beskæftiget med at producere smykker.

Pandora aflægger regnskab for tredje kvartal 2016 tirsdag morgen.

/ritzau/