Pandora-aktien var en af de aktier, der klarede sig dårligst i C25-indekset sidste år.
Men nedturen er tilsyneladende ikke slut endnu. Aktien er fredag ved middagstid faldet med 5,6 procent, efter at selskabet har justeret sine forventninger til regnskabsåret 2025.
Pandora forventer nu kun en organisk vækst på seks procent i det endelige 2025-regnskab, hvor man tidligere regnede med at ende i intervallet mellem syv og otte procent.
Organisk vækst er et udtryk for udviklingen i en virksomheds omsætning fraregnet udsving i valutakurser og opkøb eller frasalg af aktivitet.
Det kan dermed give et mere retvisende billede af, hvorvidt en virksomhed reelt vokser eller går tilbage.
Nedjusteringen følges på vej af friske, foreløbige regnskabstal for det for smykkevirksomheden så vigtige fjerde kvartal.
Her faldt omsætningen målt i danske kroner fra 12,0 milliard til 11,9 milliarder.
Den organiske vækst - hvor man altså ser bort fra valutaudsving og eventuelle ændringer i butiksnetværket - lød på fire procent.
Det er blandt andet det nordamerikanske marked, der har skuffet.
Pandora fremlægger årsregnskab 5. februar. Her vil selskabet adressere de aktuelle udfordringer, herunder de stigende sølvpriser, der har øget selskabets omkostninger.
- Pandora fortsætter med at forfølge betydelige uudnyttede vækstmuligheder som et komplet smykkebrand.
- Vores fundament er stærkt. Vi er i gang med at opbygge et større Pandora, lyder det i en kommentar fra selskabets nye administrerende direktør, Berta de Pablos-Barbier.
/ritzau/
