Warren Buffett er kendt som oraklet fra Omaha for hans langvarige, succesfulde investeringer og opkøb. Sidstnævnte har der dog ikke været meget af i 2017 for hans fond, Berkshire Hathaway.

Priserne er for høje og man kan ikke stole på administrerende direktører, skriver Warren Buffett i sit årlige brev til investorerne.

'Når vi leder efter opkøb, så kigger vi efter vedvarende konkurrencefordele, god ledelse, gode afkast og til sidst en fornuftig pris.'

'Det sidste har vist sig at være en barriere for så godt som alle køb, vi undersøgte i 2017, da prisen for gode - men langt fra spektakulære - selskaber ramte historiske højder,' skriver Warren Buffett.

Han forklarer den store aktivitet på opkøbssiden i markedet med købeglade direktører.

'Når en direktør først hungrer efter et opkøb, vil han eller hun aldrig mangle analyser, der retfærdiggør købet. Underdirektører vil heppe med udsigten til større ansvarsområder og den kompensation, der kommer med øget størrelse.'

'Investeringsbankfolk, der lugter store gebyrer, vil også klappe. Og hvis selskabets historiske afkast ikke kan retfærdiggøre prisen, så bliver der opfundet store synergier. Regneark skuffer aldrig,' skriver Warren Buffett.

Warren Buffett. Her ses han sammen med journalisten Liz Claman fra Fox Business Network. 
Warren Buffett. Her ses han sammen med journalisten Liz Claman fra Fox Business Network.  Foto: Nati Harnik (arkiv).
Vis mere

Ud over købelystne direktører forklarer Warren Buffett opkøbsaktiviteten med den meget billige gæld, verdens lave renter giver selskaber mulighed for at optage. Selv holder Berkshire Hathaway sig fra at låne for at købe op.

'Vores aversion mod gæld har dæmpet vores afkast over årene. Men Charlie (Warren Buffets mangeårige partner red.) sover godt. Vi mener begge, at det er vanvittigt at risikere, hvad man har, for at købe noget, man ikke har brug for,' skriver Warren Buffett.

Opkøb er dog ikke dømt ude og hvis det rigtige dukker op, så bliver der slået til, fortæller Warren Buffett og afslutter:

'I mellemtiden holder vi os til vores simple regel: Jo mindre forsigtighed andre har i deres forretninger, jo mere forsigtighed skal vi have i vores.'

Warren Buffett (th.) sammen med Bill Gates.
Warren Buffett (th.) sammen med Bill Gates. Foto: Nati Harnik (arkiv).
Vis mere

Berkshire Hathaway ejer aktiver med en værdi for over 702 milliarder dollar, et hop på over 80 milliarder dollar alene i 2017.

I 1950 startede Warren Buffett sin investeringskarriere med en opsparing på 9800 dollar.

Han er kendt som en mand med begge fødder plantet på jorden og bor fortsat sammen med sin kone i det beskedne hus, han købte i Omaha i 1957.

/ritzau/