For at undgå flaskehalse i coronavaccineringen bør private allerede nu tænkes ind i arbejdet, mener DI.

Mangel på sundhedspersonale og kapacitet kan betyde, at Danmark får svært ved at nå målet om at vaccinere 100.000 om dagen.

Derfor bør regeringen udvise "rettidig omhu" og allerede nu tænke private aktører ind i arbejdet. Det mener Dansk Industri.

- Vi er bekymrede for, om man kan stå i en situation, som vi også har gjort i forbindelse med testarbejdet, siger branchedirektør Jakob Scharff.

I december 2020 blev der hevet private aktører ind for at hjælpe med at teste danskerne, da coronasmitten steg.

Det bør man lære af, mener han.

- For at vi undgår at komme til at stå i den situation, skal der allerede nu indgås aftaler, lyder det fra Jakob Scharff.

Det er blandt andet nogle af de sundhedsvirksomheder, som har hjulpet med at teste danskerne, der kan stå for vaccination, mener han.

En hjælpende hånd fra de private aktører skal ifølge branchedirektøren sikre, at danskerne bliver vaccineret hurtigst muligt.

- Det her er et spørgsmål om, at vi kan genåbne samfundet, genskabe den aktivitet, virksomhederne har, og at vi kan få et mere almindeligt liv.

- I sidste ende er det et spørgsmål om at redde liv og tage noget af presset af sundhedsvæsenet. Og det vil som virksomheder gerne hjælpe til med, lyder det fra Jakob Scharff.

Det var Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, som i starten af januar luftede målet om, at der skulle kunne vaccineres 100.000 dagligt.

Det kræver dog, at der bliver leveret nok vaccinedoser. Og netop tomme frysere er noget af det, der allerede nu udfordrer arbejdet.

Der kommer 100.000 doser færre end ventet af Pfizer/BioNTechs vaccine i første kvartal. Men andre vacciner ventes snart godkendt, og det sætter Jakob Scharff sin lid til.

- Vi håber alle sammen, at der om kort tid kommer hundredetusinder af vacciner ind over grænserne, og der er det et spørgsmål om at få vaccineret så hurtigt som muligt.

- Vi vil derfor gerne sende et klart budskab om, at vi er klar. Vi har kompetencerne og logistikken til at hjælpe til.

- Men vi må ikke blive taget på hælene, og derfor er det vigtigt at få aftaler på plads, siger han.

Det er blandt andet en vaccine fra AstraZeneca, som snart ventes at skulle supplere de to godkendte vacciner fra Pfizer/BioNTech og Moderna.

Lidt mere end tre procent af den danske befolkning har fået det første af to stik med en coronavaccine. 0,12 procent har fået begge stik.

/ritzau/