Investorerne er tilsyneladende optimistiske, når det gælder den fredsaftale, som angiveligt er på vej mellem USA og Iran.

De asiatiske aktier, som er åbne for handel, mens det er nat i USA og tidlig morgen i Europa, vender i hvert fald pilen op efter nyheden om, at konflikten snart kan være slut.

Det japanske Nikkei 225-indeks stiger med 4,86 procent natten til mandag dansk tid, og i Sydkorea stiger det toneangivende Kospi-indeks tilsvarende.

Også i Kina og Hongkong vender pilen opad for aktierne, og investeringsøkonom Per Hansen fra Nordnet forventer, at det samme vil ske herhjemme, når fondsbørsen åbner for handel ved 9-tiden.

- I Tyskland indikeres kurserne op med 1,5 procent. I Danmark vil den forventede udvikling være kursstigninger af nogenlunde samme størrelsesordenen, skriver han i en kommentar.

Omvendt forholder det sig med olieprisen, der er dykket efter nyheden om, at udbuddet forventes at vokse betragteligt, når olien igen kan sejle frit i Hormuz-strædet, som Iran ellers har blokeret i de seneste tre måneder.

Den europæiske Brent-olie handles mandag morgen fire procent lavere til omkring 84 dollar per tønde, mens West Texas Intermediate er knap 6 procent billigere end hidtil med en pris på omkring 80 dollar per tønde.

Aftalen mellem USA og Iran, der sikrer fri passage i Hormuz-strædet, er bekræftet af både den amerikanske præsident, Donald Trump, og af det iranske udenrigsministerium.

Den skal underskrives på fredag i Schweiz, og efterfølgende skal detaljerne forhandles endeligt på plads.

/ritzau/