En 61-årig kvinde skal tirsdag i retten, da hun er anklaget for at have opdigtet en medarbejder.

Kvinden, der kommer fra Vendsyssel i Nordjylland, skulle angiveligt have opdigtet medarbejderen for at modtage en statslig corona-støtte.

Det skriver TV 2 Nord.

Under coronapandemien har kvinden drevet en restaurationsvirksomhed. Den 30. marts indgav hun på vegne af virksomheden en ansøgning om lønkompensation for en medarbejder, der ifølge ansøgningen var ansat som tjener.

I ansøgningen lød det, at 'tjeneren' tjente 19.500 kroner om måneden. Og med en ansøgningsperiode fra den 9. marts til 8. juni drejer det fulde beløb sig om 52.650 kroner, som kvinden søgte om at få i erstatning til den angiveligt falske medarbejder.

Ifølge anklageskriftet nåede Erhvervsstyrelsen dog ikke at udbetale beløbet til virksomheden, inden der blev fattet mistanke.

Den efterfølgende undersøgelse af sagen førte frem til, at politiet fik den overbevisning, at den pågældende tjener ikke var ansat i et reelt lønnet ansættelsesforhold.

Nu er det så op til retten i Aalborg, om de når den samme konklusion. Det er endnu uvist, hvordan kvinden forholder sig til politiets tiltale.

For under en uge siden blev en 54-årig mand idømt to års ubetinget fængsel og en bøde på omkring en million kroner ved retten i Hjørring for lignende svindelnummer. I det tilfælde drejede det sig om to opdigtede medarbejder og et beløb på 350.000 kroner.