Det danske selskab Rovsing har i regnskabsåret 2025/26 oplevet et fald i omsætningen på 20 procent sammenlignet med året forinden.

Det viser selskabets årsrapport, der er udkommet fredag.

Selskabet omsatte således for 30,7 millioner kroner i seneste regnskabsår, hvilket er 6,3 millioner kroner færre, end resultatet bød på i 2024/25.

Rovsing er et dansk selskab, der blandt andet leverer systemer til testning af satellitter og er involveret i flere rummissioner, herunder i samarbejder med den europæiske rumfartsorganisation ESA.

I rapporten forklarer Rovsing omsætningsfaldet med "sidste øjebliks-forsinkelser" på to større projekter og flere leverancer fra kundernes side.

Forsinkelserne er ifølge selskabet sket i en periode med inflation og høje energipriser, der har ført til yderligere materialeomkostninger.

Udviklingen har medvirket til et driftsunderskud på 3,5 millioner kroner.

I det tidligere regnskab lød driftsresultatet på 1,3 millioner kroner i overskud.

Driftsresultatet er kort sagt de penge, der er tilbage fra salget i en virksomhed, når udgifterne til varer, administration, løn og ned- og afskrivninger er trukket fra.

De tabte indtægter grundet forsinkelserne forventes genvundet i de første måneder af selskabets indeværende regnskabsår, skriver selskabet.

Rovsing oplyser, at selskabet i øvrigt søger kompensation for de øgede omkostninger uden at komme indsatsen nærmere.

Af årsrapporten fremgår det, at Rovsing har ambitioner om at ekspandere sin nuværende kerneforretning inden for rumfart.

Det skal blandt andet ske via strategiske opkøb, oplyser selskabet.

Samtidig vil selskabet afsøge mulighederne for at udvide sine kompetencer til "nærliggende forsvarsområder".

For regnskabsåret 2026/27 forventer selskabet en omsætning i et niveau på mellem 27 og 34 millioner kroner.

Driftsresultatet ventes for året at ramme et underskud, der lyder på højest 4 millioner kroner.

Rovsing, der blev stiftet i 1992, har hovedsæde i Glostrup og har omkring 30 ansatte.

RITZAU