Omfattende driftsudfordringer har halveret DSB's overskud
DSB har set indtægterne skrumpe, antallet af solgte rejser falde og punktligheden dykke i 2026.

DSB har set indtægterne skrumpe, antallet af solgte rejser falde og punktligheden dykke i 2026.

DSB har haft et særdeles svært 2026.
Det må være konklusionen, efter at selskabet torsdag har fremlagt sit regnskab for årets første ni måneder.
Indtægterne er skrumpet, antallet af solgte rejser er blevet færre, og punktligheden er styrtdykket.
Derudover er resultatet før skat blevet halveret som følge af de massive udfordringer, der har ramt togdriften.
Det skyldes, at driftsudfordringerne har fået udgifterne til erstatninger og rejsegaranti til at vokse.
I perioden opnåede DSB et resultat før skat på 314 millioner kroner mod 630 millioner kroner i den tilsvarende periode sidste år.
Selskabet skriver i regnskabet, at man har fokus på at styrke punktligheden for at sikre kunderne en bedre oplevelse.
Men man erkender også, at resultaterne har været utilfredsstillende indtil videre.
I årets første ni måneder har kundepunktligheden været 63,7 procent.
Tallet er et udtryk for, hvor stor en andel af togafgangene der ankommer inden for tre minutter af den planlagte ankomsttid.
Den skal ifølge kontrakten ligge over 75 procent.
- Banedanmark har i 2026 fundet ekstraordinært mange fejl på skinner og sporskifter, som af sikkerhedsmæssige årsager har resulteret i hastighedsnedsættelser, hedder det i en ledelsesberetning.
- Det presser fortsat kundepunktligheden og svækker køreplanens robusthed.
- Særligt fejl på strækningen København-Ringsted via Køge Nord medfører længere rejsetider og gør togtrafikken mere sårbar over for driftsforstyrrelser.
DSB har sammenlagt haft indtægter for 8,96 milliarder kroner i årets første ni måneder. Det svarer til et fald på knap 100 millioner kroner.
Faldet skyldes dels, at omsætningen fra passagerer, der rejser med fjern- og regionaltog, er dalet.
Men DSB har også set en nedgang i indtægterne fra de såkaldte trafikkontrakter. Kontrakterne dækker over faste ruter, som DSB bliver betalt af staten for at opretholde.
RITZAU