De har 22 barer rundtomkring i landet, men nu sadler Old Irish Pub om.

Den familieejede virksomhed har valgt at sælge eller opsige fire barer.

De passer ikke ind i den nye strategi, hvor man vil have have større fokus på bedre placeringer i større byer i stedet for i mindre provinsbyer.

På den måde er der flere gæster og en større fest, skriver Finans.

Direktør Peder Blak, der ejer og driver barkæden med sin tvillingbror, Kristian Blak, mener, at coronakrisen har været 'god' for forretningen.

»Coronakrisen har givet os nye muligheder. Der er dukket en masse spændende placeringer op, som ikke var kommet, hvis ikke andre aktører havde været så udfordret på driften, at de i sidste ende har måttet opgive.«

»Vi køber ikke på toppen, men overtager, når andre drejer nøglen om. Det er selvfølgelig ærgerligt, men i krisetider vil der altid være nogen, som lukrerer på situationen og udnytter potentialet,« siger han.

De første pubber, der får kniven, ligger i Lyngby, Helsingør, Slagelse og Esbjerg.

Helt konkret betyder den nye strategi, at man vil holde sig til lokaler, der er mellem 600 og 1.500 kvadratmeter.

De større lokaler gør det muligt at holde specialevents, storskærme og musikarrangementer.

Til gengæld bliver der åbnet nye barer i København, Aarhus og Odense.