Ørsteds driftsresultat blev næsten fordoblet i tredje kvartal
I oktober blev Ørsteds amerikanske havvindmøllepark Revolution Wind sat i drift, lyder det i regnskab.

I oktober blev Ørsteds amerikanske havvindmøllepark Revolution Wind sat i drift, lyder det i regnskab.

Ørsted klarede sig bedre end ventet i tredje kvartal.
Driftsresultatet, der er indtjeningen før af- og nedskrivninger, endte på 5,3 milliarder kroner.
Det er næsten en fordobling sammenlignet med samme periode sidste år, hvor det endte på 3,1 milliard kroner. Samtidig overgik det analytikernes forventning, der lød på 4,4 milliarder kroner ifølge finansmediet MarketWire.
Det fremgår af det danske energiselskabs kvartalsregnskab, der er landet torsdag morgen.
Samtidig voksede omsætningen til 21,2 milliarder kroner sammenlignet med 12,2 milliarder kroner sidste år.
På bundlinjen endte Ørsted dog med et underskud på 728 millioner kroner.
Det er imidlertid en forbedring i forhold til tredje kvartal året inden og mindre end, hvad analytikerne havde forventet.
- Vores resultater understreger, at vi leverer på vores strategiske prioriteter som planlagt, samtidig med at vi fortsat forfølger attraktive vækstmuligheder på vores kernemarkeder.
- Vi er godt positioneret til at levere et stærkt år for Ørsted, siger Rasmus Errboe, der er administrerende direktør, i regnskabet.
Ifølge Jacob Pedersen, der er investeringsstrateg i Middelfart Sparekasse, hænger de positive resultater sammen med kraftig vind og højere elpriser i Storbritannien.
- Det er et flot regnskab, men en del af overraskelsen skyldes vejret. Derfor er det mere interessant, at byggeriet holder både plan og budget, skriver han i en kommentar.
Af regnskabet fremgår det, at Ørsteds amerikanske projekt Revolution Wind blev sat i drift i oktober.
Havvindmølleparken har været ramt af forsinkelser, efter at det blev ramt af et påbud fra amerikanske myndigheder om at indstille byggeriet.
USA's præsident, Donald Trump, stod bag påbuddet. Han har ved flere lejligheder udtalt sig kritisk om vindmøller.
Han har blandt andet kaldt dem grimme og mener, at det er en upålidelig energikilde.
Efterfølgende afgjorde en føderal domstol dog, at Ørsted kunne fortsætte med byggeriet.
Ørsted fastholder sine forventninger til året som helhed om et driftsresultat på over 28 milliarder kroner.
Selskabet skruer dog en smule ned for forventningerne til bruttoinvesteringerne, som nu ventes at udgøre mellem 45 og 50 milliarder kroner. Det er fem milliarder kroner mindre end tidligere ventet.
RITZAU