Samtidig indstilles den midlertidige koncerndriftsdirektør i Ørsted, Andrew Brown, som næstformand.
Bestyrelsen i Ørsted indstiller næstformand Lene Skole som ny bestyrelsesformand.
Det skriver Ørsted i en selskabsmeddelelse.
Lene Skole har siden 2015 været næstformand i energiselskabets bestyrelse. Hun er desuden topchef i Lundbeckfonden.
Samtidig indstilles den midlertidige koncerndriftsdirektør i Ørsted, Andrew Brown, som næstformand.
Ørsted aflagde årsregnskab for 2023 7. februar. Her fremgik det, at selskabet havde tabt 20,2 milliarder kroner. Det skyldtes primært store milliardnedskrivninger på projekter i USA.
I forbindelse med regnskabet meddelte bestyrelsesformand Thomas Thune Andersen, at han træder tilbage på den kommende generalforsamling 5. marts.
Thomas Thune Andersen har været bestyrelsesformand i Ørsted i ti år.
Han udtaler i selskabsmeddelelsen, at han er glad for at evalueringen af kandidaterne har bekræftet, at Lene Skole er den bedste kandidat til posten.
I forbindelse med årsregnskabet fremlagde Ørsted desuden en ny forretningsplan, som skal få selskabet tilbage på sporet.
Den indebærer blandt andet, at Ørsted vil skære i sine anlægsinvesteringer.
I juni 2023 lød det fra energigiganten, at man ville investere for i alt 475 milliarder kroner inden udgangen af 2030. Men i forbindelse med regnskabet blev den plan skruet gevaldigt ned til 270 milliarder kroner.
- Det er en betydelig nedskaleret vækstplan for selskabet. Man vil stadig spille med i den absolutte top, men i skala vil Ørsted være betydeligt mindre, end det, der tidligere var lagt op til, sagde aktieanalytiker Jacob Pedersen i den forbindelse.
Desuden meddelte selskabet, at det på globalt plan vil nedlægge mellem 600 og 800 stillinger.
Ikke alle nedlagte stillinger behøver resultere i en fyring. Men i løbet af de følgende måneder vil 250 personer blive fyret, lød det. Heraf omkring 60 procent i Danmark.
/ritzau/
