Den danske energiudvikler Ørsted har afskediget 191 danske medarbejdere som led i en større fyringsrunde.

Det oplyser selskabet til Sjællandske Nyheder.

Selskabet har dermed gjort et mindre indhug i den danske medarbejderstab, end der var planlagt.

I oktober meddelte selskabet, at det i årets sidste kvartal ville nedlægge i alt 500 stillinger på globalt plan.

Dengang lød det, at 235 af dem skulle findes her i landet.

- Det er dygtige og værdsatte kollegaer, vi har sagt farvel til, skriver Henriette Fenger Ellekrog, HR-koncerndirektør i Ørsted, i en mail til mediet.

- Vi har haft dialog med medarbejderrepræsentanter og tilbyder støtte og fratrædelsespakker til berørte medarbejdere, som kan give et godt afsæt for at komme videre i karrieren.

Selskabet ønsker ikke at oplyse, hvor i koncernen afskedigelserne har fundet sted.

Ørsted har planer om at mindske antallet af medarbejdere globalt fra 8000 til 6000 frem mod udgangen af 2027, fortalte selskabet i oktober.

Det var ventet, at der ville komme fyringer i det danske energiselskab, som har været i modvind den seneste tid, blandt andet i USA.

Her har USA's præsident, Donald Trump, skabt stor usikkerhed om markedet for havvindmøller.

Selskabet har forklaret afskedigelserne med, at en række havvindparker færdiggøres over de kommende år. Bagefter bliver der brug for færre medarbejdere.

Målet fra Ørsteds side er, at de "samlede effektiviseringer" skal give årlige besparelser på cirka to milliarder kroner fra 2028.

Selskabet skiftede ved starten af februar direktør. Her fratrådte Mads Nipper, og Rasmus Errboe satte sig på posten som topchef.

Errboe sagde i oktober, at han tog det fulde ansvar for den situation, som selskabet befinder sig i.

Selskabets deroute kan blandt andet aflæses på aktiekursen, der nærmest uafbrudt har været for nedadgående i flere år.

Den har tabt mere end 80 procent af sin værdi, siden den toppede i 2021.

/ritzau/