Broen mellem Danmark og Sverige skal have ny chef.

Den administrerende direktør for Øresundsbroen, Caroline Ullman-Hammer, har valgt at sige op efter 13 år i jobbet.

Næste år har broen 20 års jubilæum, og derfor er det naturligt, at nye kræfter kommer til, mener hun.

»Jeg er stolt over, at vi har skabt en stærk vækst i både vej- og togtrafikken. Hver dag arbejder vi for at drive en sikker og åben forbindelse, men også en økonomisk veldrevet virksomhed. Det er et spændende selskab, som står stærkt i dag. Vores 20-års jubilæum nærmer sig, og tiden er inde til, at en anden skal stå i spidsen for Øresundsbrons udvikling i det nye årti,« siger hun i en pressemeddelelse fra Øresundsbroen.

Hun får lutter lovord med på vejen fra sine snart forhenværende chefer.

»Vi takker Caroline Ullman-Hammer for den meget fine indsats. Under Carolines ledelse har broen positioneret sig ganske tydeligt – med flere års øget trafik, lavere driftsomkostninger og mange flere kunder. Hun står bag den forretningsmæssigt sunde virksomhed, som broen hviler trygt på,« siger Peter Frederiksen, bestyrelsesformand for Øresundsbro Konsortiet.

Også næstformanden for Øresundsbro Konsortiet, Bo Lundgren, lægger også vægt på den snart tidligere direktørs indsats:

»Øresundsbron er vigtig for integrationen mellem Skåne og Sjælland, men også for at binde regionen sammen med resten af Europa. I Caroline Ullman-Hammers tid som administrerende direktør er godstrafikken med både tog og lastbil øget væsentligt, og der har været flere trafikrekorder for personbilstrafikken,« siger han.

Bestyrelsen er nu gået i gang med at kigge efter en ny administrerende direktør. Caroline Ullman-Hammer fortsætter i jobbet, indtil en ny direktør er fundet.