Nye tal om forgæves rekrutteringer i virksomheder er overraskende små, siger Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

København. Der er rum for forbedring, når det kommer til, at danske virksomheder skal søge arbejdskraft.

Sådan lyder det fra Erik Bjørsted, der er cheføkonom i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Udmeldingen kommer, efter at en analyse fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) viser, at manglen på arbejdskraft breder sig til flere brancher. Det skriver Berlingske.

I foråret 2018 lå antallet af såkaldte forgæves rekrutteringer i offentlige og private virksomheder på det højeste i ti år.

Her havde der været 16.800 forgæves rekrutteringer, hvilket er ni procent flere end i foråret i 2017.

- Det er en overraskende lille stigning, vi ser i forhold til samme tid sidste år, siger han til Ritzau.

Det udgør 0,6 procent af den samlede beskæftigelse, påpeger han.

- Tallene viser med al tydelighed, at de (virksomhederne, red.) godt kan gøre mere for at rekruttere arbejdskraft. Der mener jeg, at der er rum for forbedring, siger Bjørsted.

Brancherne for bygge og anlæg, handel, sundhed og socialvæsen, industri og hotel og restauration er der, der opleves flest forgæves rekrutteringer.

Men her bør virksomhederne arbejde mere for sagen, mener økonomen. Han ser tre steder, hvor virksomhederne kan sætte ind.

De kan blive bedre til at bruge alle kanaler til at nå ansøgerne og give mulighed for mere arbejde til dem, der arbejder deltid.

Derudover bør de fokusere mere på at oprette praktikpladser, anbefaler han.

Men virksomhederne gør allerede, hvad de kan for at løse det her problem, vurderer Peter Halkjær, der er arbejdsmarkedspolitisk chefkonsulent i Dansk Erhverv.

- Mange virksomheder satser på fastholdelse, siger han.

Det sker blandt andet ved at få ældre ansatte til at blive længere på arbejdet, end de havde planlagt, påpeger han.

Derudover oplever han også, at der allerede er et stigende fokus på, at virksomheder tilbyder praktikpladser. Særligt nævner han, at der i bagerfaget er garanteret en læreplads.

Men et sted, hvor virksomhederne er udfordret, når de søger medarbejdere, er, at de skal være stabile, engagerede og motiverede.

- Der er en del af dem, der burde stå til rådighed for job, der ikke er så villige til det, når det kommer til stykket, siger han til Ritzau.

/ritzau/