Øget salg af kræftmidlet Darzalex er med til at få omsætningen i det danske biotekselskab Genmab til at stige.
I 2025 har selskabet haft en omsætning på 3,7 milliarder dollar, svarende til over 23 milliarder kroner.
Dermed var omsætningen omkring 19 procent højere end i 2024.
Det fremgår af Genmabs årsregnskab, som er blevet offentliggjort tirsdag eftermiddag.
Mens salget er steget, er selskabets indtjening til gengæld gået en smule tilbage til lidt mindre end en milliard dollar.
Genmab får royalties for salget af Darzalex, som sælges af medicinalselskabet Johnson & Johnson.
Det samlede salg af Darzalex var i 2025 på knap 14,4 milliarder dollar, svarende til cirka 91 milliarder kroner.
I 2024 var det samlede salg af midlet cirka 11,7 milliarder dollar.
Salgsvæksten skyldes vundne markedsandele i alle regioner, skriver Genmab i en kommentar til regnskabet.
Genmabs samlede omsætning fra royalties var på 3,1 milliard dollar i 2025, hvilket var 23 procent mere end året før.
Foruden en stigning i royalties fra Darzalex-salget, har Genmab også fået mere ind i royalties fra salget af Kesimpta, som bruges til behandling af sclerose.
Genmabs topchef, Jan van de Winkel, fremhæver købet af det hollandske selskab Merus, som han kalder et "afgørende skridt" på rejsen mod det næste årti med vækst.
- Hvad der er nok så vigtigt er, at Merus styrker, ikke forandrer, vores strategi, da det fremskynder vores skift mod en fuldt integreret, 100 procent ejet lægemiddelmodel, siger han i en kommentar til regnskabet.
Genmab købte i 2025 Merus for 51 milliarder kroner.
Merus har et middel til behandling af kræft under udvikling med navnet petosemtamab. Midlet er målrettet personer med hoved- og halskræft.
Ifølge Genmab kan midlet blive både det første og det bedste til behandling af hoved- og halskræft.
I 2026 forventer Genmab at omsætningen vil vokse yderligere og lande mellem 4,1 og 4,4 milliarder dollar.
Genmab blev grundlagt i 1999 og har hovedkvarter i København. Selskabet er også til stede i flere andre lande, herunder Holland, USA og Japan.
/ritzau/
