Novo Nordisk har tirsdag fremlagt data fra et studie af et vægttabsmiddel, som selskabet er ved at udvikle med det kinesiske selskab United Biotechnology.

I studiet tabte deltagere op til 19,7 procent af deres kropsvægt i løbet af 24 uger.

Det skriver Novo Nordisk i en pressemeddelelse.

Der er tale om et fase 2-studie af midlet UBT251. Studiet er lavet i Kina.

I fase 2-studier testes et lægemiddel i en større gruppe mennesker for at undersøge effekt, sikkerhed og dosis.

Hvis udviklerne vælger at gå videre med lægemidlet, vil det typisk blive testet i en endnu større gruppe for at få bekræftet effekten og få flere detaljer om eventuelle bivirkninger. Denne fase kaldes fase 3.

Efter vellykkede fase 3-studier kan man søge om at få godkendt et lægemiddel til salg.

Vægttabsmidlet UBT251 er en såkaldt triple agonist, som virker ved at aktivere tre forskellige receptorer.

I marts 2025 indgik Novo Nordisk og United Biotechnology en aftale, som giver det danske medicinalselskab rettighederne til at udvikle, producere og sælge UBT251.

Det kinesiske selskab beholdt dog rettighederne til midlet i Kina, Hongkong, Macao og Taiwan.

Dengang lød det, at Novo Nordisk betalte 200 millioner dollar for rettighederne.

UBT251 er sammen med midler som Cagrisema og Zenagamtid, som tidligere blev kaldt amycretin, nogle af de midler, Novo Nordisk satser på, når selskabets patenter på semaglutid udløber.

Semaglutid er det aktive stof i vægttabsmidlet Wegovy og diabetesmidlet Ozempic.

Søren Løntoft Hansen, som er senioranalytiker i AL Sydbank med særligt fokus på blandt andet medicinalindustrien, peger på, at investorerne lige nu især håber på, at Zenagamtid vil skabe værdi for Novo Nordisk.

Men UBT251 er også et skud på mål, når det kommer til at udvikle et middel, som i fremtiden kan adressere et behov i markedet.

- Med de data man har offentliggjort i dag, så synes jeg faktisk, det er mere end godkendt, siger Søren Løntoft Hansen.

Analytikeren peger på, at Eli Lilly også er ved at udvikle en triple agonist, som har vist et lavere vægttab.

Der er tale om midlet retatrutid, som i et fase 2-studie har vist et vægttab på 17,5 procent over 24 uger.

Søren Løntoft Hansen understreger dog, at man skal være meget varsom med at sammenligne forskellige studier.

Novo Nordisk offentliggjorde mandag data fra et studie, der sammenligner Cagrisema med Eli Lillys vægttabsmiddel Zepbound.

Her gav Cagrisema et vægttab på 23 procent over 84 uger, mens det konkurrerende lægemiddel gav et vægttab på 25,5 procent over samme periode.

Det sendte Novo Nordisks aktiekurs ned, og da børsen lukkede, var aktien faldet med 16,5 procent.

Ifølge Søren Løntoft Hansen viser kursfaldet, at investorernes usikkerhed i forhold til Cagrisemas potentiale er vokset.

- Der er ikke noget af det, som er meldt ud, som peger i retning af et middel, som giver noget, som ikke allerede er på markedet, siger han og påpeger, at det kan komme i forbindelse med kommende studier.

Usikkerheden omkring Cagrisema er samtidig med til at øge presset på andre kandidater som Zenagamtid og UBT251.

/ritzau/