Totalkredit sænker prisen på at have et fastforrentet lån uden afdrag.

Det oplyser Nykredit, der ejer realkreditudbyderen.

Det er det såkaldte tillæg for afdragsfrihed, der er et ekstra gebyr for at have realkreditlånet, som sættes ned.

- Vi er her for at konkurrere, siger koncernchef i Nykredit Michael Rasmussen i en skriftlig kommentar.

Fra 1. april vil både nye og eksisterende kunder hos Totalkredit få adgang til de lavere bidragssatser.

Bidragssatsen er et gebyr, som man løbende betaler for at få administreret sit lån. Hvis man optager et lån uden afdrag, vil et tillæg for afdragsfrihed blive lagt oven i bidragssatsen.

Ved en belåning på 80 procent af boligens værdi vil den samlede sats for et lån uden afdrag komme til at ligge på 0,72 procent. I øjeblikket hedder den 0,81 procent.

Tiltaget kommer, dagen efter at Danske Bank sænkede prisen på både realkreditlån og boliglån.

Her vil boligkøbere mellem 18 og 38 år få den laveste variable rente i rentespændet, når de optager et boliglån i banken.

Man kan låne op til 80 procent af en boligs værdi som realkreditlån og 15 procent som boliglån. Ens egenbetaling skal være mindst fem procent.

Det er de 15 procent, hvor boligkøbere mellem 18 og 38 år fremover sikres en rente på 3,59 procent i Danske Bank.

Derudover vil Realkredit Danmark, der er ejet af Danske Bank, også sænke bidragssatsen - dog kun på nye realkreditlån.

På nye realkreditlån med fast rente og med afdrag vil gebyret blive sænket fra 0,68 procent til 0,57 procent ved en belåning på 80 procent af boligens værdi.

Det gælder for alle kunder uanset alder.

Ændringen giver en årlig besparelse før skat på cirka 2500 kroner ved finansiering af et gennemsnitligt dansk parcelhus til 2,8 millioner kroner.

Til sammenligning ligger denne bidragssats uændret på 0,49 procent hos Totalkredit.

Ifølge beregninger fra Totalkredit giver nedsættelsen en konkret besparelse for boligejere. Ved en belåningsgrad på op til 60 procent svarer ændringen til en årlig besparelse på cirka 1267 kroner per lånt million kroner.

Ved en belåningsgrad på op til 80 procent er besparelsen lidt lavere og udgør cirka 950 kroner årligt per lånt million. Den præcise gevinst afhænger dermed af, hvor stor en del af boligens værdi, der er belånt.

Derudover modtager kunder hos Totalkredit en årlig rabat gennem ordningen Kundekroner. Rabatten udgør 0,25 procent af restgælden, hvilket svarer til cirka 2500 kroner om året per million kroner i realkreditgæld.

Ordningen gælder både nye og eksisterende kunder og er forlænget frem til og med 2029.

/ritzau/