Alle øjne hviler på den stigning i det løbende gebyr på realkreditlån, bidragssatsen, som Nykredits datterselskab, Totalkredit, har indført. Men koncernen har i al stilfærdighed hævet endnu et gebyr

Raseriet over, at Nykredits datterselskab, Totalkredit, har hævet det løbende gebyr, bidragssatsen, på sine realkreditlån, har bredt sig blandt tusinder af kunder. Men de raser foreløbig kun over stigningen i bidragssatsen. Ingen har tilsyneladende endnu opdaget, at Nykredit også har fordoblet det gebyr, som realkreditkoncernen opkræver, hver gang et lån udbetales.

Gebyret hedder »kursfradrag ved udbetaling af lån«, og det udgør fra 1. juli 0,2 procent. Det er i sig selv en beskeden procentsats, og Totalkredit ligger fortsat i den billige ende af markedet målt på etableringsomkostningerne ved et lån.

Men dels betyder den lille procentsats en solid merindtjening til Nykredit, dels gør prisstigningen det endnu dyrere at flytte realkreditselskab – hvilket især Forbrugerrådet kritiserer i skarpe vendinger, fordi de hæmmer konkurrencen og dermed gør det ufarligt for realkreditselskaberne at skrue priserne op, som det er sket over den seneste håndfuld år.

»Det er jo den slags omkostninger, som folk ikke opdager. Det ser umiddelbart til­forladeligt ud med et gebyr på nul komma et eller andet. Men når det er milliarder, det skal ganges med, så bliver det til rigtigt mange penge, kunderne skal betale mere,« siger seniorøkonom i Forbrugerrådet Morten Bruun Pedersen.

En kvart milliard i kassen

Helt præcist betyder denne gebyrstigning, at Nykredit-koncernen kan indkassere en kvart milliard kroner på posten, hvis nyudlånet til private holder sig på samme niveau som gennemsnittet over de seneste seks år. Nykredit bekræfter via sin presseafdeling, at argumentet for stigningen er det samme som for stigningen i bidragssatsen. Altså at Nykredit og Totalkredit »skal leve op til myndighedernes krav og markedets forventninger til vores kapital- og indtjeningsforhold«, som det hedder i brevet til kunderne.

I brevet hedder det videre, at de højere priser skal øge indtjeningen, så Totalkredit kan lægge tilstrækkeligt til side som sikkerhed for de lån, der udbetales, tiltrække kapital samt forrente kapitalen.

Forbrugerrådets økonom mener, at det kun handler om én ting.

»Det er jo det billede, vi i stigende grad har set, siden Realkredit Danmark kom ind i Danske Bank, at realkreditten bliver brugt som malkeko for bankerne,« siger Morten Bruun Pedersen.

Fokus på flytningen af lån

Forbrugerrådet har netop sat fokus på, at det skal gøres billigere at flytte sit real­kreditlån, så bedre konkurrence kan sætte en stopper for de vedvarende prisstigninger. Rådet har i et konkret eksempel beregnet, at det med de nuværende priser tager 12 år, før forbrugeren ved et skift til et billigere real­kreditselskab har indhentet omkostningen ved skiftet.

Konkret koster det mellem ca. 20.000 kr. og 27.000 kr. at skifte realkreditselskab med et fastforrentet lån på 2,5 millioner kroner, hvor kursen er meget tæt på 100. Dermed er størsteparten af omkostningerne gebyrer.

Prisstigningerne i Totalkredit trækker regne­stykket i to retninger: Når det løbende gebyr i Totalkredit hæves, tager det kortere tid at indhente omkostningen ved at skifte til et andet selskab. Men når kursfradraget også hæves, så tager det længere tid at indhente omkostningerne ved at skifte til Totalkredit, hvis en kunde skulle have lyst til det.

Morten Bruun Pedersens bedste råd til forbrugerne er at forsøge at forhandle om de forskellige gebyrer.

»Det er mit indtryk, at kun afgiften til tinglysning ligger helt fast,« siger han.